Se relaterede produkter

Beskyt dit barn med sunde solvaner

Modermærkekræft er nu den hyppigste kræftform blandt 15-34 årige kvinder og næsthyppigste blandt unge mænd. Hver eneste dag får 25 danskere konstateret modermærkekræft eller almindelig hudkræft, hvilket giver mere end 9.000 årlige tilfælde. Tallene er desværre stigende, og Danmark indtager nu en kedelig fjerdeplads på listen over lande med flest tilfælde af modermærkekræft*.

Lær solvanerne tidligt

I langt de fleste tilfælde skyldes modermærkekræft og almindelig hudkræft for megen UV-stråling fra solen eller solarier - og deraf følgende solskoldninger. Faktisk er det derfor nemt at forebygge dette ved at kigge på de sunde solvaner og undgå solskoldninger. Det gælder om at indlære vanerne fra barnsben, så man minimerer risikoen for kræft senere i livet.

Børn er særligt udsatte

De fleste børn elsker at lege, bade og opholde sig udendørs, når solen skinner. Men børn er særligt sårbare over for solens stråler, da deres pigmenteringssystem ikke er færdigudviklet. De har ikke samme egenbeskyttelse som voksne og er mere udsatte for kræftfremkaldende stoffer. Børn under to år må slet ikke opholde sig i solen. Børn med lys hud, lyst hår og blå øjne skal være ekstra opmærksomme.

Kom ind i skyggen

Børn bliver bedst beskyttet ved at søge skygge i de timer, hvor UV-strålingen er stærkest. På vores breddegrader er dette mellem kl. 12 og 15 fra april til september. Henved halvdelen af dagens samlede mængde UV-stråling falder i dette tidsrum, så der er klare gevinster ved at få børnene til at lege i skyggen her - uanset om det er derhjemme, i daginstitution, skolen eller et helt andet sted.

Klædt på til sol

En sund solvane er at klæde barnet fornuftigt på og ikke klæde barnet af, fordi der er sol. I 'siesta-tiden' mellem kl.12-15 er det altid en god idé at bære en bredskygget hat, der dækker for hoved, ører og nakke. Det anbefales, at børn bærer tøj, som går mindst til albuer og knæ. Det skal helst være løstsiddende i et tætvævet stof, der beskytter og køler. Samtidig er det nu blevet muligt at købe tøj med indbygget UPF-faktor (UV Protection Factor) på 50 eller mere.

Solcreme - smør tykt på

Brug en vandfast solcreme af en ordentlig kvalitet, der beskytter mod de langbølgede UVA-stråler, der trænger dybt ned i læderhuden og kortbølgede UVB-stråler, der standser i overhuden. Høj faktor er altid at foretrække - særligt ved rejser til udlandet. Smør solcreme på i rigelige mængder, hvilket er mindst 20 ml solcreme til en hel barnekrop. Det svarer til en hel barnehåndfuld. Husk - for barnets skyld - at solcreme aldrig må være en undskyldning for at opholde sig længe i solen.

Solbeskyttelse for børn

  • Søg skygge i tidsrummet 12-15 fra april til september
  • Hold altid spædbørn i skyggen
  • Klæd barnet på med hat og let, tætvævet tøj
  • Brug vandfast solcreme med UVA- og UVB-beskyttelse
  • Vælg solbeskyttelse med høj faktor (især hvis du skal til udlandet)
  • Smør tykt på - 20 ml til et barn, hvilket svarer til en barnehåndfuld
  • Påfør solbeskyttelse omkring 20 minutter før
  • Sluk for solariet, med mindre det gælder en medicinsk behandling

Kilder: www.sundhedsguiden.dk, www.cancer.dk, www.netdoktor.dk, og www.skrunedforsolen.dk

 

*Artiklen "Hudkræft i tal" på www.cancer.dk (2011)

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen