Se relaterede produkter

 

 

Hold øje med høj sol

Kig på klokken, når du skal ud i solen. Mellem 12 og 15 er solens stråler meget stærke, og du bør søge skygge i dette tidsrum. Jo højere solen står på himlen, des kraftigere er solens stråler - og des mere skal du passe på din hud.

'Når skyggerne er korte, så hold dig borte'. Det er et godt råd, som du bør følge i sommersolen. For selvom solen er dejlig og i små mængder sund, så er den skarpe middagssol alt for hård ved huden. De intense stråler gør i højere grad din hud rynket, slap og solskadet.

De skarpe ultraviolette stråler kan skade hudcellernes DNA, som er byggesten for de proteiner, der skal opbygge og forny din hud fremover. De fleste skader reparerer huden selv igen, men jo flere celleskader, du har, des større bliver risikoen for, at en celleskade ikke bliver repareret korrekt. Det kan føre til fejlfunktioner i huden og desværre også til kræft. Det bedste, du kan gøre for at undgå solen skyggesider er at droppe overdreven soldyrkelse og holde dig væk fra den høje middagssol. Tag sol i små doser, og smør dig med solcreme 20 minutter, før du skal ud i solen.

Tjek også din solcremes evne til at beskytte dig mod solens UVB- og UVA-stråler. En solcreme, der er mærket 'UVA' har en UVA-faktor, der svarer til en tredjedel af den faktor, der er angivet på emballagen. Står der faktor 30 på din solcreme, så er din beskyttelse mod UVB lig med faktor 30, mens din beskyttelse mod UVA som regel kun er lig med faktor 10. Nogle solcremer kan dog præstere en højere UVA-faktor. På dit apotek kan du få mere at vide om solcreme. Vi kan også hjælpe dig med at vælge en faktor, der passer til din hudtype.

Få mere faglig viden her

Tilbage til toppen